Referater

Dansk Rhinologisk Selskab

Danish Rhinologic Society

 


AKTUELT



De korte kliniske retningslinjer er nu blevet  opdateret og findes på det vanlige sted på hjemmesiden





Referater


Generalforsamling 2019

Sted: Hotel Hesselet, Nyborg

Dato: 21. marts 2019


Referat til download - tryk her








Generalforsamling 2015

Sted:  Hotel Hesselet, Nyborg

Dato:  16. marts 2015


Referat til download - tryk her



Generalforsamling 2014

Sted:  Hotel Hesselet, Nyborg

Dato:  13. marts 2014


Referat til download - tryk her



Generalforsamling 2013

Sted: Hotel Hesselet. Nyborg

Dato: 2. maj 2013

 

Referat til download - tryk her

 

 

Samtidigt med generalforsamlingen blev  Dansk Rhinologisk Selskabs

29. årsmøde afholdt.

 


Overordnet tema for årsmødet var rhinoplastik. Mr. T.R. Bull fra London udøste af sin mangeårige erfaring som rhino- og plastkkirurg på en underholdende måde hele torsdagen. Temaet blev fulgt op om fredagen af Ovl. Claus Gregers Petersen,( Aarhus Universitetshospital) om ”Rhinoplastik i det offentlige”, ”Rhinoplastik på privat hospital” ved Sven Holm-Jensen, (Privathospitalet Hamlet) og  cases repræsenteret af  Ovl. Henrik Bredahl, (Rigshospitalet/Gentofte) og Ovl. Jan Stage (Rigshospitalet/Gentofte).

Ovl. PhD Helge Kasch (Multidisciplinære Center for ansigtssmerter i Aarhus) holdt foredrag om ”Hovedpine/Ansigtssmerter”.

Reservelæge Søren Gade (Esbjerg ) fremlagde et forslag til  “ Nationale retningslinier vedr. Septumhæmatom og- absces” og Thomas Qvist Barrett (Aarhus Universitetshospital)og Jonas Holm (Aalborg Universitetshospital) fortalte om sidste nyt angående Rhinobasen.

 

 

Der var 49 tilmeldte foruden inviterede foredragsholdere og udstillere.

 

 

1. Valg af dirigent :

Helge Arndal vælges som dirigent med akklamation. Han konstaterer at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

       

2. Formandens beretning:

Vi lykkedes at få 7 udstillere i år. Det er tydeligt stadig svært at få sponsorer.

Glædeligt er, at interessen  for deltagelse på årsmødet ikke er ændret, tværtimod har været stigende de sidste par år.

Foreningen har nu 123 medlemmer, hvoraf 105 ordinære. 10 medlemmer er gået ud  i 2012( hovedsageligt p.gr.a. alder) og 6 nye er meldt ind.

Bestyrelsen har indsendt forslag til beskrivelse af fagområdet Rhinologi til  LVS ( de Lægevideskabelige Selskaber) som er blevet godkendt. Det var forudsætningen for at vi kunne bede vores hovedforening DSOHH om at indføje Rhinologien i hovedforeningens navn.

Der var to ansøgere til årets rejselegatet på 7.500 kr. Det blev givet til Anders Bilde, (Afdelingslæge,PhD Rigshospitalet) for økonomisk støtte til et ophold på øre-næse-halskirurgisk afd. ,Manchester Royal Infirmary, Central Manchester University Hospital.

Medlemskab af ERS har været svært at administrere. Thomas Qvist har grundigt gennemgået medlemslisten, og via mailkorrespondaence med  ny, tilsyneladende mere effektiv sekretær i ERS, fået ryddet op. Det betød en besparelse på omkring 30,000kr.

Aftalen med ERS blev et skriftligt tilsagn om et kontingent/medlem på 70 Euro .

For at DRS kan have en repræsentant i ERS skal der være mindst 10 medlemmer tilmeldt.



3. Fremlæggelse af regnskab ved kasserer Thomas Qvist Barrett og fastlæggelse af kontingent:


Indtægter:

I alt : 185.247kr

Antal af sponsorer faldt  fra 2011 til 2012 således at indtægterne herfra gik ned fra 95.000kr til 50,000kr. Forsinket indbetaling fra DMS 2010 gjorde at beløbet i 2011 blev dobbelt af normalt 7.000kr som er indbetalt i 2012.


Udgifter:

I alt: 218.774kr

Den store udgiftspost er årsmødet på Hotel Hesselet. Stigningen skyldes primært et øget deltagerantal  i 2012 sammenlignet med 2011 på c:a 10 personer. Desuden var der en vinsmagning sidste år.  P.gr.a.  samtidigt kasserskift i foreningen og ERS, kom udgiften til ERS ikke med i vurderingen af foreningens beholdning/status inden sidste årsmøde. Kontingentet blev derfor foreslået uændret ligesom betalingen for årsmødet i år. Bestyrelsesudgifterne er også steget.  Alle disse ting gør at foreningens beholdning er i underskud (33,526kr).

Generalforsamlingen diskuterede først om  Hotel Hesselet skulle bruges fremover som sæde for årsmødet. Bestyrelsen havde indhentet tilbud fra Koldingfjord, Hotel Storebælt og Hindsgavl. Generelt lå priserne c:a 500kr billigere pr person. Forsamlingen var enstemmigt enige om at fortsætte på Hesselet som de foregående 29 år. Prisen for opholdet i år blev også presset væsentligt ned; og fra Hotellets side lovede man at holde det niveau til næste år. Bestyrelsen fastsætter tilmeldingsgebyret for 2014, men medlemmerne skal være indstillet på en hævning til måske 1800kr/person. Beløbet er også sammenligneligt med andre foreninger ( Otokirurgisk,DHHKS, DLS ). Fra næste år skærpes reglerne således, at dem som melder sig til årsmødet efter tidsfristen, skal betale det fulde beløb for opholdet. Det samme gælder de som udebliver uden afbud. Evt. laves der en differentiering for speciallæger/ikke speciallæger. Stadig vil der tilbydes reduceret gebyr for deltagelse i enbart dagsprogram.

Forslag fra bestyrelsen om et kontingent på 250kr + ERS medlemskab, blev vedtaget af GF.

Det blev diskuteret vor stor en kassebeholdning foreningen skal have. Det endte med at GF mente at  80-100.000kr på bogen er passende. Beløbet er begrundet med at man skal kunne afvikle et årsmøde uden tilskud fra udstillere og hertil en smule bufferkapacitet.

 

 

4. Beretning fra repræsentanter i råd og udvalg:

Rejseudvalg ved Claus Gregers Petersen:

Der har ikke været nogle studierejser i 2012, men der er flere ideer til noget fremover. Steder som nævnes er Tyrkiet, Østeuropa. Alle medlemmer som er interesserede kan melde sig til Claus med forslag/initiativ.

ERS ved vores repræsentant fra foreningen Anette Kjeldsen:

Der har ikke været noget møde i 2013. Kommende møde i Amsterdam er den 22-26 Juni 2014.

 

 

5. Forslag til vedtægtsændringer:

     

Vedr.:

§2. MEDLEMSKAB

Stk. 6: Medlemmerne forpligtes til at oplyse e-mail adresse til foreningens sekretær.

Forslag:

Stk. 6 sløjfes

 

Ændringen vedtages  med over 2/3 flertal.

 

 

Vedr.:

§2. MEDLEMSKAB

Stk. 7: Ved medlemskab af Dansk Rhinologisk Selskab opnås automatisk medlemskab af European Rhinology Society. Den samlede kontingent opkrævning foregår fælles via Lægeforeningen. Alle medlemmer modtager herefter tidskriftet Rhinology.

Forslag:

Stk. 7 sløjfes

 

Vedr.:

§2. MEDLEMSKAB

Stk. 8: Kontingentets størrelse foreslås af bestyrelsen og dækker medlemskab af Dansk Rhinologisk Selskab og ERS (European Rhinology Society). Simpelt flertal ved rettidig indkaldt generalforsamling, vedtager herefter størrelsen af det kommende års kontingent. Kontingentet vil være højest for aldersgruppen 35-69 år incl., idet disse medlemmer modtager tidskriftet Rhinology per post. Øvrige aldersgrupper på lavere kontingent sats (aktuelt i 2010 <35 år: 150kr, og >69 år: 0 kr). Disse medlemmer får alene elektronisk adgang til Rhinology, men fuldt medlemskab af ERS og Dansk Rhinologisk Selskab.

Forslag:

Stk.7: Kontingentets størrelse foreslås af bestyrelsen.. Simpelt flertal ved rettidig indkaldt generalforsamling, vedtager herefter størrelsen af det kommende års kontingent.

Siden forslaget blev fremsat har Thomas Qvist Barrett haft kontakt med en nyvalgt ansvarlig for medlemslister og lign i ERS ( se formandens beretning). Det betyder at alt tyder på, at der bliver strammet op på registreringen, således at indbetalingerne stemmer med reelle antal medlemmer og større sandsynlighed for at vores medlemmer får tilsendt ” Rhinology” regelmæssigt. Ved individuelt medlemskab koster det nu 133 Euro/år. Vi har fået en pris på 70Euro/person som gruppe. Udfra disse oplysninger enes GF om at se an et år til, og forslaget blev dermed nedstemt (25 stemte for og 6 imod).

 

 

Vedr.:

§3. ORGANISATION

en foreslår en formand for et rejseudvalg, som er formand i max. 6 år. Formanden godkendes af generalforsamlingen. Formanden kan tilknytte yderligere medlemmer efter behov. Rejseudvalgets mandat er at arrangere et klinisk visit af ca . 3 dages varighed hvert 2.år. Rhinologisk Selskab afholder 1 rejseleders egne, rimelige udgifter, som ikke har kunnet dækkes af arbejdsgiveren. Beløbet skal forhånds godkendes af bestyrelsen

Forslag:

Stk.11: Bestyrelsen udnævner en rejseudvalgsformand for en kortere eller længere periode.

Bestyrelsen kan tilknytte yderligere medlemmer efter behov

Rhinologisk Selskab afholder 1 rejseleders egne, rimelige udgifter, som ikke har kunnet dækkes af arbejdsgiveren. Beløbet skal forhånds godkendes af bestyrelsen

 

Ændringen blev vedtaget  enstemmigt.

 

 

Vedr.:

§5. DAGSORDEN

Stk.1.7: Valg af revisor og revisorsuppleant

Forslag:

Stk. 1.7: Valg af revisor

Ændringen blev vedtaget enstemmigt

 

 

Vedr.:

§8. KOMMUNIKATION

Stk. 1: Kommunikation vil pr. 1. januar 2010 foregå pr. email.

Forslag:

Stk. 1.: Medlemmerne forpligtes til at oplyse foreningens sekretær om e-mail adresse, da foreningens kommunikation primært foregår elektronisk.

Ændringen blev vedtaget enstemmigt.

 

 

 

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer:

Berit Svendstrup træder ud af bestyrelsen efter  6 år og kan ikke genvælges. Ingen andre i bestyrelsen på valg i år.

Ovl. Henrik Bredahl , Rigshospitalet og Afd. læge Anders Bilde ,Rigshospitalet stillede op til kampvalg med skriftlig  afstemning.

Anders Bilde blev valgt.

     

 

7. Eventuelt:

Søren Gade forespurgte om man har nogen planer om at lave et kursus i  Rhinokirurgi,  svarende til det Louise Grümer lavde for år tilbage.

Claus Gregers Petersen og Anette Kjeldsen har tidligere drøftet det, og de vil overveje det igen.

 


Årsmødet for 2014 bliver torsdag og fredag den 13.-14. Marts  på Hotel Hesselet, Nyborg.


Ordstyrer takker for god ro og orden.

Med venlig hilsen


Berit Svendstrup                                                          Claus Gregers Pedersen

Referent                                                                         Formand

Sekretær DRS                                                                 DRS

 

       

Medlemmerne opfordres til at melde både arbejds-, privat og e-mail adresseændringer til bestyrelsesmedlem Jette Bønneland (der løbende opdaterer webmaster). Ved manglende adresseændring kan man i sagens natur ikke forvente at få Rhinology tilsendt på korrekt adresse.

 

 

 

 

Generalforsamling 2012

Sted: Hotel Hesselet. Nyborg

Tid: 10. Maj 2012

 

Referat til download - tryk her

 

Samtidigt med generalforsamlingen blev årsmødet for Dansk Rhinologisk Selskabs 28 .årsmøde afholdt.

Det overordnede tema for dette årsmøde var lugtesansen. Om torsdagen fortalte Prof. Roger Jankowski, Nancy om den evolutionære udvikling af næsen, forreste skull base og midface. Dr.med Per Borghammer, Nuclear Medicin & PET Center, Århus  fortalte om lugtesansundersøgelser ved Parkinsons syge bl.a. Om fredagen fortsatte Prof. Morten Kringelbach, Oxford og Århus, med at tale om hjernescanninger med henblik på at vurdere menneskets oplevelse af sanser, spec. lugtesansen.

Øvrige foredragsholdere:

Chris Jacobsen, introduktionsreservelæge, øreafd. Ålborg Universitetshospital

Thomas Qvist Barrett, Ovl. Aarhus Kommunehospital

Jonas Holm, Aalborg Universitetshospital

Anette  Kjeldsen, Ovl. Odense Universitetshospital

Grethe Samuelsen, Ovl. Gentofte

 

Der var 48 tilmeldte foruden inviterede foredragsholdere og udstillere.

 

1. Valg af dirigent

Helge Arndal vælges som dirigent med akklamation. Han konstaterer at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

       

2. Formandens beretning

Vi lykkedes at få 6 udstillere i år. Det er tydeligt blevet sværere at få sponsorer, så vi må regne med at indtægterne til foreningen vil klart mindske fremover. Hovedsponsor, som vi tidligere havde, er sløjfet i fremtiden, idet de fik så få fordele i forhold til alm. sponsorer, at vi ikke kunne tiltrække nogen.

Glædeligt er, at interessen  for deltagelse på årsmødet ikke er ændret. Foreningen har nu 124 medlemmer.

I det kommende år vil bestyrelsen kæmpe for at Rhinologien igen skal indgå i hovedforeningens navn. Nu hedder det DSOHH( Dansk Selskab for Otolaryngologi-Hoved &Halskirurgi).

Rejselegatet på 7.500 kr blev i år tildelt Jonas Holm, uddannelsestilling, Aalborg Universitetshospital. Han vil bruge pengene på deltagelse i  American Rhinologic Societys 58th Annual Meeting og AAO-HNSF 2012 Annual Meeting & OTO EXPO i Washington, DC 8-12 Sept. 2012. Formålet er primært at opdatere videreudvikling af den rhinologiske forskningsdatabase, Rhinobase.dk. Der var i alt 3 ansøgere til legatet.

Der arbejdes videre med definitionen af det Rhinologiske fagområde, som skal indsendes til de Lægevidenskabelige Selskaber ,LVS

 

 

3. Fremlæggelse af regnskab af kasserer Bjarne Jørgensen og fastlæggelse af kontingent:

Totale Indtægter:                                   235796,59kr

Totale  Udgifter:                                     229.877,79kr

Årets nettoresultat:                                 + 5918,80kr

Indestående pr. 31.12.11                        188.806,89kr

Regnskabet er revideret og godkendt af revisor Johnny Lunding.

Sidste år fik vi  95.000 kr. fra udstillerne, og det beløb kommer vi næppe op på fremover. Samtidigt stiger udgifterne til årsmødet.

Der blev nævnt muligheden for at flytte årsmødet til et andet sted i landet, men stemningen var ikke for dette. Selve kontingentet til DRS er meget lavt, men p.gr.a automatisk medlemskab af ERS bliver totalbeløbet relativt højt. Flertallet stemte for at vi i 2013 må sætte deltagergebyret for årsmødet op, og indtil videre ikke ændre selve kontingentet.

Derfor foreslår bestyrelsen uforandret kontingent ; d.v.s.  150 kr. for medlemmer <70 år. 150 kr.DRS +ERS (European Rhinology Society)medlemskab  på 600kr for medlemmer mellem 35-69 år, i alt 750 kr. Alle medlemmer <35år modtager Rhinology gratis.

Den samlede kontingent opkrævning foregår fælles via Lægeforeningen.

Der blev fra salen foreslået, at forelæserne skulle have mere kompensation for at stille op. Bl.a skattemæssigt kan det få uoverskuelige konsekvenser, og foreningen er for lille til at betale reel løn. Udenlandske foredragsholdere får nu rejse+ophold+evt. ægtefælles ophold dækket, foruden en gave på omkring 1000 kr. Inviterede indenlandske foredragsholdere udenfor vores speciale, får også rejse+ophold+en gave.

Der er ikke aftalt ændringer i nuværende politik.

 

 

4. Beretninger fra repræsentanter i råd og udvalg

Rejseudvalg: ved Claus Gregers Pedersen

Der har ikke været  nogle rejser i det sidste år. Claus har været udvalgsformand i 6 år    og kan derfor ikke fortsætte ifølge vedtægterne. Vedtægterne foreslås ændrede således at et hvert medlem af foreningen, som har interesse, kan fremlægge et rejseforslag til bestyrelsen.

ERS: Anette Kjeldsen er vores repræsentant, men hun har ikke deltaget i noget møde endnu, og er forhindret i at deltage på ERS mødet i Toulouse i Juni 2012. 

3 bestyrelsesmedlemmer, som skal til mødet vil holde sig orienterede.

 

5. Fortsat obligatorisk medlemskab af ERS?

Der har været mange klager fra medlemmerne over, at man ikke har fået tilsendt Rhinology (nogle har aldrig fået det; andre uregelmæssigt). På sygehusene har man de fleste steder tidsskriftet i forvejen. Principielt  kan det diskuteres, om det er rimeligt at kræve obligatorisk medlemskab i en europæisk forening, for at være medlem af en indenlandsk. Dette er ikke kotume i andre europæiske lande. Det har foranlediget udmeldelse af foreningen for enkelte medlemmer.

Der har for formanden være et stort arbejde, at informere administratoren i Holland om ændringer af navne, adresser, nye tilmeldinger o.s.v.

På generalforsamlingen var der stort flertal for, at vi til næste årsmøde laver et forslag til vedtægtsændring, således at det bliver op til det enkelte medlem, om man vil være medlem af ERS.

     


6. Ingen indsendte forslag

 

 

 

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer

- Knud Larsen og Bjarne Jørgensen ønsker at udtræde.

                 

- Anders Bilde, RH trak sig lige inden afstemningen. 

                 

- Grethe Samuelsen, Gentofte og Thomas Qvist Barrett, Aarhus Kommunehospital vælges med akklamation. 

 

 

8. Valg af revisorsuppleant:

Generalforsamlingen foreslår denne post nedlagt. Vedtægtsændring næste år.

 

 

9.   Eventuelt

Ingen indlæg.

 


Årsmødet for 2013 bliver torsdag og fredag den 2.-3. Maj  på Hotel Hesselet, Nyborg.


Ordstyrer takker for god ro og orden.

Med venlig hilsen


Berit Svendstrup             

Referent                                                                       

Sekretær DRS

 

Claus Gregers Pedersen

Formand DRS

                                                             

       

Medlemmerne opfordres til at melde adresseændringer til vores webansvarlige Frank Mirz

E-mail: webmaster@rhinologiskselskab.dk

 

 

 

 

 

Generalforsamling 2011

Sted: Hotel Hesselet. Nyborg

Dato: 26. maj 2011

 

Referat til download - tryk her

 

Samtidigt med generalforsamlingen blev årsmødet for Dansk Rhinologisk Selskabs 27. årsmøde afholdt.

Temaet torsdag den 26. maj var CRS hos børn og voksne. Om fredagen den 27. maj var det septumperforation/rekonstruktion samt cases, og information om Rhinobase (en nyoprettet Rhinologisk database). Som udenlandsk foredragsholder var  Prof.Wytske J. Fokkens fra Amsterdam inviteret.

Danske foredragsholdere var:


- Kasper Aanæs, Ph.D. studerende. Rigshospitalet

- Malene Rokkjær, kursusreservelæge, Viborg

- Claus Gregers Pedersen, Ovl. Århus Kommunehospital

- Jeanne Rungby, praktiserende speciallæge

- Thomas Quist Barrett, Ovl. Århus Kommunehospital

- Jonas Holm, kursist, Århus Kommunehospital

- Søren Gade,  kursist, Odense Universitetshospital

- Anders Rørbæk Madsen, Afd.læge , Odense Universitetshospital

 

43 medlemmer var tilmeldte

 

 

 

1. Valg af dirigent

Helge Arndal vælges som dirigent med akklamation. Han konstaterer at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

     

2. Formandens beretning

Kommunikationen til medlemmerne har for første gang kun foregået elektronisk. Der har tilsyneladende ikke været de store problemer.

Medlemmerne opfordres dog igen til at melde adresseændringer til vores webansvarlige Frank Mirz ( e-mail: webmaster@rhinologiskselskab.dk )

De medlemmer, som ikke har modtaget  tidsskriftet Rhinology bedes kontrollere at man har oplyst den rigtige postadresse ( se via hjemmesiden). Hvis problemer kontakt formanden.

I alt 9 sponsorer har tilmeldt sig i år. MSD er hovedsponsor og giver dermed  et rejselegatbeløb på i alt 15.000kr.,  som bestyrelsen har valgt at tildele Bibi Lange (7.500 kr). Hun skal holde et foredrag om ”CRS i en dansk population” ved XXXI Congress of the Nordic Association of Otolaryngology 18. -20. august 2011 i Helsinki .

Søren Gade (3.750 kr) for deltagelse i klinisk visit hos Prof. Manuel B. Spreckelsen, Barcelona 28. - 29. april 2011 og Jesper Krarup (3.750 kr) for klinisk visit en måned samme sted.


Formanden vil oprette anmeldelse til LVS (de Lægevidenskabelige Selskaber) angående Fagområdet Rhinologi.

Ca. 10 af foreningens medlemmer deltog i  14th FESS- Course i Malmø ” FESS around the world” november 2010. Hovedforelæsere var Prof. Peter-John Wormald og Prof. Claus Bachert. Fremragende fremstillinger. Kurset anbefales varmt. Næste møde bliver først i 2012.

Formanden har ikke modtaget nogen tilbagemelding fra NIP (det Nationale Indikatorprojekt). Høringsvar blev af  bestyrelsen sendt af sted maj 2010.

 

3. Fremlæggelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent

Kasserer Bjarne Jørgensen kunne ikke deltage, hvorfor formanden fremlagde regnskabet kort.

Total indtægter:                149.951,21

Total udgifter:                   157.963,60

Årets resultat:                      -8.012,39

Indestående pr. 31/12-09:  188.879,85

Årets resultat:                        -8.012,39

Forventet indestående pr. 31/12-10:        180.867,46

Faktisk indestående pr. 31/12-10:            180.867,46

 

Tilskud fra DMS er forsinket, men hvis det indregnes balancerer regnskabet præcis.

Regnskabet er revideret og godkendt af revisor Johnny Lunding.

Derfor foreslår bestyrelsen uforandret kontingent; d.v.s.  150 kr for medlemmer <70år +ERS( European Rhinology Society )medlemskab  på ca. 710 kr for medlemmer mellem 35-69 år.Alle medlemmer <35år modtager Rhinology gratis.

Den samlede kontingent opkrævning foregår fælles via Lægeforeningen.

 

 

4. Beretninger fra repræsentanter i råd og udvalg

Rejseudvalg ved Claus Gregers Pedersen

12 medlemmer var den 28. - 29. april i Barcelona  på klinisk visit hos Manuel Bernal Spreckelsen. Kebomed var behjælpelige med det  praktiske.

           

ERS

Vores repræsentant Annette Kjeldsen har ikke deltaget i noget møde siden sidste år.

 

 

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Claus Gregers Pedersen genvælges som formand med akklamation.

Knud Larsen genvælges med akklamation.

Christian von Buchwald ønsker ikke genvalg. I stedet  vælges Jette Bønneland med  akklamation.

 

 

6. Valg af revisor

Johnny Lunding genvælges med akklamation.

 

 

7. Valg af repræsentanter til LVS (de Lægevidenskabelige Selskaber)

Dansk Rhinologisk Selskab har udfra medlemsstørrelse ret til to medlemmer. Per Larsen og Claus  Gregers Pedersen vælges som repræsentanter.

     

8. Eventuelt

Bestyrelsen vil ved næste generalforsamling fremlægge et forslag om vedtægtsændring angående tildeling af rejselegat fra foreningen, således at man kan komme i betragtning også hvis man har deltaget i en klinisk visit .

Endnu engang blev specialeplanen diskuteret. Ingen kan oplyse, hvem som har været rådgivere for Rhinologien i udvalget under Sundhedsstyrelsen.

Der var enighed om, at man vil arbejde på at tilpasse beskrivelsen på den mest hensigtsmæssige måde. Specialerådene i de forskellige regioner har her en opgave.


 

Årsmødet for 2012 bliver torsdag og fredag den 10. - 11. maj  på Hotel Hesselet, Nyborg.


Ordstyrer takker for god ro og orden.

Med venlig hilsen


Berit Svendstrup                                                          Claus Gregers Pedersen

Referent                                                                      Formand

Sekretær DRS                                                              DRS


 

 



Dansk Rhinologisk Selskabs studierejse til Barcelona

Torsdag d. 28 og fredag d. 29 april 2011.

 

 


 

Generalforsamling 2010

Sted:  Hotel Hesselet, Nyborg

Dato: 20. maj 2010

 

Referat til download - tryk her

 

Samtidigt med generalforsamlingen blev årsmødet for Dansk Rhinologisk Selskabs 26 årsmøde afholdt. Temaet var Epistaxis specielt i forhold til HHT- patienter og status i forhold til sinoplastik.

Som udenlandsk foredragsholder var inviteret:

- PD Dr. Urban Geisthoff ENT Department of the Hospitals of Cologne, Holweide Hospital, Køln, Germany.


Danske foredragsholdere var:

- Ovl. Ph.d.Anette Kjeldsen, Odense Universitetshospital

- Reservelæge Anne Clemmensen, Rigshospitalet

- 1. reservelæge Peter Darling, Odense Universitetshospital

- Reservelæge Anita Lauridsen, Århus Kommunehospital

 

32 medlemmer var tilmeldte.

 

 

1. Valg af dirigent og referent

Helge Arndal vælges som dirigent med akklamation. Han konstaterer at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

Berit Svendstrup blev valgt som referent.

   


2. Formandens beretning

Pr. 1/1-2010 foregår al kommunikation med medlemmerne elektronisk. Det har ikke været uden problemer. Medlemmerne opfordres til at kontrollere om deres e-mailadresser er opgivet rigtigt på hjemmesiden, og altid huske på at melde evt. adresseændringer til vores webansvarlige  Frank Mirz ( e-mail: webmaster@rhinologiskselskab.dk).

I alt 8 Sponsorer har medvirket i år. MSD har opkøbt Schering-Plough og overtog deres rolle som hovedsponsorer for årsmødet. Alt tyder på at de vil fortsætte med det.

NSL (Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet) kom med indvendinger (og trussel om bøde), overfor program anmeldelsen fra Alk-Abello og MSD, så sent som 1 uge respektive 4 dage før afholdelse af årsmødet. Dette trods tidlig anmeldelse fra begge firmaer. Disse medlemmer af LIF (Lægemiddel Industri Foreningen) har skrappe krav til sponsorering fra NSL. Det samme gælder ikke for medicotekniske firmaer. Anmeldelse af programmet fra Rhinologisk Selskab blev godkendt af NSL i januar 2010.

Nu har vi fået oplysning om regler, der skal opfyldes til faglige programmer med overnatning, og indretter kommende årsmøder herefter.

 

10 medlemmer deltog i 13th Nordic Course of Surgery of the Paranasal Sinuses and Nose i Malmø den 30/9-2/10-2009 .

Denne gang forelæste Prof. Valerie Lund, London og Prof. Wytske Fokkens, Amsterdam på et højt fagligt niveau. Det lykkedes for formanden at få en aftale med Fokkens om, at komme og forelæse til vores årsmøde i 2011.

Generelt anbefales disse årlige, fagligt gode og velorganiserede møder i Malmø, for alle vores medlemmer. Næste møde er den 10-12/11-2010 med Prof. Peter-John Wormald, Australien og Prof. Claus Bachert, Belgien.

 

Selskabet er bedt om et høringssvar af indikatorer for sygdomsområdet NIP-KVIS: Kronisk Rhinosinuitis i Det Nationale Indikatorprojekt *(se nedenfor)

Fonden for Faglig Udvikling i Speciallægepraksis iværksatte i foråret 2007 et 3-årigt projekt: KVIS (kvalitetsudvikling i speciallægepraksis). Formålet med KVIS-projektet er at udvikle modeller og metoder til at arbejde med kvalitet i speciallægepraksis i overensstemmelse med principperne i Den Danske Kvalitetsmodel.

KVIS-styregruppen har udvalgt Øre-næse-hals-specialet som velegnet til afprøvning af en model for udvikling af faglige indikatorer.

Det konkrete pilotprojekt gennemføres i regi af Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), herunder nedsættelse af indikatorgruppe og udvikling af indikatorer. Indikatorgruppen, som består af 6 privatpraktiserende speciallæger i øre-næse-halssygdomme, en repræsentant fra almen praksis samt en repræsentant fra hospitalssektoren, har fastlagt et indikatorsæt med 10 evidensbaserede kvalitetsindikatorer med tilhørende standarder (kvalitetsmål) for 6 af disse.

Indikatorprojektet: Kronisk Rhinosinuit med eller uden polypose

Bliver for øjeblikket testet i pilotprojekt i 4 speciellægepraksis.

Bestyrelsen har drøftet henvendelsen og der er udarbejdet et høringssvar.

 

 

3. Fremlæggelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent

Kasserer Claus Gregers Pedersen aflægger beretning.

Der er et underskud for regnskabet 2009 (-40.636,03kr).

Tidligere generalforsamlinger har tilkendegivet, at vi tilsigtet skulle skære lidt i formuen. Usikkerhed vedrørende reglerne omkring momsregistrering var én af årsagerne, men dette bør undersøges nærmere. Formuen aftales at forsøges holdes svarende til udgifterne til c:a et årsmøde indtil videre. Sidste år var 25-års  jubilæumsårsmøde, og der var beregnet  ekstraudgifter på 35.000 kr til afholdelse af  dette. Det passede med de faktiske merudgifter.

Indtægter:

En udstiller som manglede at betale for 2008 er med i årets indtægter. DMS (Dansk Medicinsk Selskab) støtte for 2008 kom også først på årets regnskab (10.000 kr/år).

Kontingentindtægter                                      14.850 kr

Årsmødeindtægter (medlemmer)                     51950 kr

Sponsorer                                                   104.000 kr

(8stk. hvor MSD hovedsponsor med 25.000 kr + en udstiller fra 2008)                                       

 

Deltagergebyret på 1200 kr dækker kun en mindre del af selskabets udgifter pr. medlem .

 

Udgifter:

Samlede udgifter var på 234.574,93 kr hvor den dominerende post var årsmødet  på 209.297,85.

Egenkapitalen er : 188.879,85 kr  den 31.12.09.

 

Regnskabet er revideret og godkendt af revisor Johnny Lunding.

Generalforsamlingen godkendte regnskabet samt bestyrelsens forslag til uforandret medlemsgebyr på 150 kr  (+ senere under punkt 9 godkendte beløb for automatisk medlemskab af ERS).

 


4. Hjemmesiden

Ved Knud Larsen.

Medlemmer opfordres igen til at give besked til webmaster Frank Mirz om ændring af e-mailadresser (webmaster@rhinologiskselskab.dk ) for at al information kan komme frem. Desuden opfordres man til at give tips om evt. spændende kurser og lignende med links, som kan indsættes på hjemmesiden. Der har været forespørgsel om, at der måske bør være en engelsk oversættelse til evt. udenlandske interesserede kollegaer. Hjemmesiden bliver rost af flere af deltagerne på årsmødet.

 

 

5. Rejseudvalget

Ved Claus Gregers Pedersen.

Der har ikke været nogen aktivitet i det forgangne år. På forespørgsel fra Claus, er der stor tilslutning blandt årsmødedeltagerne til, at han forsøger at få arrangeret en klinisk visit hos Manuel Bernal Sprekelsen i Barcelona. Evt. i tilslutning til efterårsferien okt 2010 .

Evt. vil arrangementet ske i samarbejde med Kebomed.

 

 

6. ERS (European Rhinology Society)

Der afholdes møde hvert andet år. I år er der møde i Génève i juni .

Helge Arndal har været vores repræsentant gennem 10 år, og ønsker at udtræde. Anette Kjeldsen foreslås som ny kandidat, og vælges med akklamation. Rent formelt vælges hun endeligt på Génève-mødet.

 

 

7. Valg til bestyrelsen

Formand  Anette Kjeldsen træder ud af bestyrelsen efter  6 år.

Claus Gregers Pedersen stiller op til formandsposten, og vælges med akklamation.

Som nyt medlem af bestyrelsen vælges Bjarne Jørgensen.

 

 

8. Rejselegater

Årets to rejselegater  på respektive 7.500kr blev uddelt til Anders Rørbæk Madsen og Søren Gade, som eneste ansøgere. De søgte begge om tilskud til deltagelse i ”International Course on  Endoscopic Surgery of the Paranasal Sinuses ” 18-21 august 2010, Gent, Belgium.

Søren Gade, som deltog til generalforsamlingen, lovede at komme med et referat til middagen ved næste årsmøde.

 

9. Forslag til vedtægtsændringer

Forslaget til ERS medlemskab (se nedenfor) blev vedtaget med 25 stemmer for og 2 imod. Der kræves ifølge vedtægterne 2/3 flertal af de fremmødte til generalforsamlingen.

§2 stk. 7

Ved medlemskab af Dansk Rhinologisk Selskab opnås automatisk medlemskab af European Rhinology Society. Den samlede kontingent opkrævning foregår fælles via Lægeforeningen. Alle medlemmer modtager herefter tidskriftet Rhinology.

§2 stk. 8

Kontingentets størrelse foreslås af bestyrelsen og dækker medlemskab af Dansk Rhinologisk Selskab og ERS (European Rhinology Society). Simpelt flertal ved rettidig indkaldt generalforsamling, vedtager herefter størrelsen af det kommende års kontingent. Kontingentet vil være højest for aldersgruppen 35-69 år incl., idet disse medlemmer modtager tidskriftet Rhinology pr. post. Øvrige aldersgrupper på lavere kontingent sats (aktuelt i 2010<35 år: 150kr, og >69 år: 0 kr.). Disse medlemmer får alene elektronisk adgang til Rhinology, men fuldt medlemskab af ERS og Dansk Rhinologisk Selskab.

 

Dette betyder at kontingentet for medlemmer 35-69 år incl. for kommende år bliver ca. 710kr (hvoraf 150 kr til Dansk Rhinologisk Selskab). Man vil for dette få Rhinology sendt pr. post. Øvrige medlemmer vil få elektronisk adgang til Rhinology, og alle medlemmer vil drage fordel af rabatter til ERS´arrangementer ( i år ca. 100 Euro´s rabat på kongressen i Génève f.eks.). Ved at melde os som hel forening opnår vi generel rabat på ERS medlemskabet.

 


10. Eventuelt

NIP-KVIS*(se nedenfor) bliver diskuteret, og deltagerne er enig med bestyrelsen i, at det hele virker meget ambitiøst og omfangsrigt. Grundlæggende positiv indstilling til kvalitetskontrol, men det må ikke tage tidsmæssig overhånd med registrering. Desuden er det vigtigt at registreringen udmønter i noget, der kan gavne patienten. NIP projektet for lungecancer har vist dette bl.a. ifølge Knud Larsen.

Resultatet af pilotprojektet afventes med spænding.

Peter Thingsgård fortæller, at man i Almen Praksis, til visse kvalitetsundersøgelser, har et automatisk datasystem, som gør at  aktuelle oplysninger i journalerne  fanges og registreres, og på den måde ikke tager tid fra klinikken.

Bjarne Jørgensen efterlyser skarpere stillingtagen og udtalelser fra foreningen  med hensyn til Specialeplanlægningen. Formanden understreger at Rhinologisk Forening ikke er blevet spurgt af Sundhedsstyrelsen på noget tidspunkt Der bliver fra salen gjort opmærksom på, at hvad det angår er vi for sent ude med indsigelser nu, klagefrister er også udløbet. Helge Arndal mener dog, at foreningen/bestyrelsen godt kan gennemgå og evt. støtte synspunkter fra medlemmerne, hvis man finder urimeligheder.

Sundhedsstyrelsen har klart udtrykt, at det er matriklerne der er afgørende for fordeling af indgrebene og ikke personer.

Søren Gade spørger, om der er planer om kurser i Rhinologisk Forenings regi. Det er der ikke for øjeblikket; også fordi der er så mange andre tilbud i ind-og udland. Der bliver afholdt A-kurser hvert år. Louise Grymer har ifølge rygter planer om et næse-bihulekursus i august 2011.

   

Årsmødet for 2011 bliver torsdag og fredag den 26.-27. maj på Hotel  Hesselet.


Ordstyrer takker for god ro og orden.


Med venlig hilsen

 

Berit Svendstrup 

Referent   

Sekretær DRS   

 

Anette Kjeldsen

Formand

DRS

     

 

* Høringssvar 

NIP-KVIS projekt vedr. kronisk rhinosinuit i speciallæge praksis - tryk her (pdf)

 

 

 

 

Generalforsamling 2009

Sted: Hotel Hesselet, Nyborg

Dato: 14. maj 2008

 


Samtidigt med generalforsamlingen  blev årsmødet i Dansk Rhinologisk Selskab afholdt. Dette år fejrede vi foreningens 25-års jubilæum. I den anledning var programmet udvidet til yderligere formiddagsprogram om torsdagen. Temaet var medicinsk og kirurgisk behandling af bihulelidelser. Tre udenlandske foredragsholdere var inviterede; Professor Marvin Fried, New York, Professor Kees van Drunen, Amsterdam og Professor Arild Danielsen, Bergen. Desuden indførte vi som noget nyt frie foredrag af yngre otologer ; Bibi Lange, Kåre Håkansson og Søren Gade.

45 medlemmer var tilmeldte; heraf 3 af stifterne af foreningen; Ulf Schønsted Madsen, Peter Illum og Svend Vang Petersen.

 

 

1. Valg af dirigent og referent

Helge Arndal vælges som dirigent med akklamation. Han konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

Berit Svendstrup blev valgt som referent.

 

 

2. Formandens beretning

Medlemstallet stiger. Der er nu 120 medlemmer. D.v.s. ca. fordobling i forhold til foreningens start for 25 år siden.

Formænd gennem de 25 år:

Poul Stoksted

Finn Jeppesen

Peter Illum

Svend Vang Petersen

Helge Arndal

Louise Grymer

Per Larsen

Anette Kjeldsen

 

8 sponsorer udstiller denne gang. Den økonomiske krise er nok skyld i en lille reduktion i forhold til tidligere. Schering Plough er igen hovedsponsor.

Pr. 1. januar 2010 stiles mod, at al kommunikation til medlemmerne foregår elektronisk.

 

10 medlemmer af foreningen var med til ERS-mødet på Kreta juni 2008, et velorganiseret og fagligt godt møde.


Luisa Grymer afholdt ”Week of the face”  august 2008 (hendes 9. kursus) I dansk rhinologisk selskabs regi. Man vil  diskutere om  bestyrelsen skal arrangere lignende fremover.


Christian Buchwald deltog i ”Rhinology World” i Philadelphia sammen med 4 andre danskere.


Angående specialeplanlægning på landsplan om fordeling af rhinologien, har man i foreningen ikke hørt noget. Måske sker det på regionsniveau?

SNOT 22 er næsten færdigudarbejdet i en dansk version. Fremover vil den kunne ses på hjemmesiden til inspiration til kommende projekter.

 


3. Fremlæggelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent

Kasserer Claus Gregers Petersen aflægger beretning.

Regnskabet gennemgås. Der er et underskud for regnskabet 2008

(-23.205,27kr), men det forklares af at Storz betalte sit sponsorbeløb i december 2007, to firmaer mangler at betale for 2008 (Brock & Michelsen indbetaler en af de nærmeste dage, men mere usikkerhed om Entomed, som har lukket sin aktivitet i DK. Kontakt er dog taget med moderkontoret i Sverige), manglende betaling fra Dansk Medicinsk Selskab (10.000kr, pengene er på vej ) samt manglende betaling fra et enkelt medlem. Hvis disse penge var indgået, ville årets resultat give et plus på 15.000kr.


Indtægterne er hovedsagelig fra sponsorerne, i alt 70.000 kr

Kontingentindtægter, i  alt  14.500 kr

Årsmødeindtægter (medlemmer),  i alt 42.000 kr


Deltagergebyret på 1.200kr dækker som tidligere kun en mindre del af selskabets udgifter pr. medlem for årsmødet.


Samlede udgifter var 156.343,18 kr, hvor den dominerende post er årsmødet på 138.203 kr


Egenkapitalen fortsat høj:  235,654,63 kr  den 31.12.08

Generalforsamlingen vedtog uforandret medlemskontingent på 150 kr om året.

 

Regnskabet er revideret og godkendt af  Johnny Lunding.

 

 

4. Hjemmesiden

Knud Larsen  fortæller om hjemmesiden, www.rhinologiskselskab.dk hvor Login er : drs og Password: 2008


Knud har oprettet et medlemskartotek og mangler kun få medlemmers e-mail adresse. Problemet er dog at medlemmerne ofte ændrer/sløjfer  deres adresser. Som det er nu, kan man ikke oprette mulighed for, at det enkelte medlem selv går ind og retter i sin adresse. Generalforsamlingen blev enig om, at det enkelte medlem selv er ansvarlig for at meddele  Frank Mirz ændringer ( e-mail: frank@mirz.dk ). Frank Mirz  er af sikkerheds grunde den eneste, der har ret til at ændre noget på hjemmesiden.


Pr. 1. januar 2010 er planen, at al information og  tilmeldinger sker elektronisk.

 

Ulf Schønsted Madsen gjorde opmærksom på, at der ved Foreningens stiftelse blev lavet et specielt logo af Jørgen Poulsen.  Han vil prøve at fremskaffe dette og sende det til Frank Mirz.

 

Der blev spurgt om et debatforum på hjemmesiden. Erfaringen fra andre delforeninger er dog, at det er alt for få som benytter sig af det. Indtil videre bliver forslaget sat i bero.

 

Alt i alt udtrykkes der megen tilfredshed med udformningen af hjemmesiden, som virker overskuelig og nem at orientere sig i.

 

Håbet er, at man inden næste årsmøde har oprettet mulighed for direkte tilmelding til årsmødet på Hotel Hesselet´s hjemmeside, via et link på vores  hjemmeside. Overnatningsplads vil så bliver efter ”først til mølle” princippet.

 

Rejseudvalg

Formanden for rejseudvalget Claus Gregers Petersen oplyser, at der ikke har været nogen rejse i det forgangne år, men han har planer om at arrangere en 3-dages tur sidst på efteråret 2009 (nærmere datoer og oplæg vil fremgå på hjemmesiden senere). Der er flere steder i tankerne som f.eks. Brügge og Warzava.

 

ERS ( European Rhinology Society )

Helge Arndal er repræsentant i ERS. Han foreslår at Dansk Rhinologisk Selskab i lighed med det engelske og østrigske selskab, som helhed  meldes ind i ERS.

Ved dette har man mulighed for at opnå 13%´s rabat.

Hele årskontingentet er da på 88 Euro (585 Dkr) hvoraf:

Selve kontingentet er på   14 Euro

Tilsendelse af tidsskriftet ” Rhinology” både pr. post og on line 74 Euro

Man får som medlem 10%´s rabat på kurser og kongresser, som er anbefalet af ERS.

 

I England  bliver beløbet til Rhinology sponsoreret. Måske er Schering Plough interesseret i dette for os.

Restbeløbet kunne så opkræves af Lægeforeningen, sammen med årskontingentet.

Det demokratiske i automatisk medlemskab blev kort diskuteret, men generalforsamlingen bakkede dog fuldt op om modellen, idet beløbet  heller ikke er skræmmende og  fremgangsmåden er praktisk.

Ved ERS –mødet på Kreta juni 2008 deltog mange fra foreningen.


 

5. Valg til bestyrelsen

Ingen medlemmer var på valg.

     


6. Rejselegater

Der blev uddelt to rejselegater på respektive 7.500 kr.

I år var der fire ansøgere, som opfyldte kriterierne i vedtægterne.

De valgte blev Reservelæge Kåre Håkansson (legat fra Rhinologisk Selskab) og Reservelæge Kasper Aanæs (legat fra Schering-Plough ). De har hver præsenteret et arbejde  på Rhinology World i Philadelphia 15-19/4 –09.

   

 

7. Forslag til vedtægtsændringer

               

§ 1 fra …… fremme dansk rhinokirurgi og samarbejdet…

 

ændres til

…….fremme dansk rhinologi, samt skabe samarbejde mellem rhinologisk interesserede…

 

 

§ 2 stk. 2: fra …..kunnen inden for rhinokirurgien optages….

           

ændres til

….kunnen indenfor rhinologien optages…


 

§3 stk. 11 fra:  …..Rejseudvalgets mandat er at arrangere en klinisk visit af c:a  3 dages varighed hvert 2.år. Rhinologisk Selskab afholder  1 rejseleders egne, rimelige udgifter, som skal forhåndsgodkendes af bestyrelsen.

           

ændres til

…….Rejseudvalgets mandat er at arrangere  en klinisk visit af c:a 3 dages varighed om muligt hvert 2.år. Rhinologisk Selskab afholder 1 rejseleders egne, rimelige udgifter, som ikke har kunnet dækkes af arbejdsgiveren. Beløbet skal forhånds godkendes af bestyrelsen.

 

 

§8 (observer ny paragraf )

Kommunikation vil pr. 1. januar 2010 foregå pr. e-mail.

 


8. Eventuelt

Årsmødet for  2010 bliver torsdag og fredag den 20. - 21. maj på Hotel Hesselet.

           

 

Ordstyrer takker for god ro og orden.

 

Med venlig hilsen

 

Berit Svendstrup                                             

Referent                                                         

Sekretær DRS                                                 

 

 

Anette Kjeldsen

Formand DRS

 

 

 


 

Generalforsamling 2008

Sted: Hotel Hesselet, Nyborg

Dato: 8. maj 2008, Kl.: 17.00

 

Samtidig med generalforsamlingen blev årsmødet i Dansk Rhinologisk Selskab afholdt. Som de foregående år blev årsmødet afholdt som to heldagsmøder.

 

Temaet var medicinsk og kirurgisk behandling af bihulelidelser. Der var to udenlandske foredragsholdere, professor Hans Behrbom og professor Oliver Kashke.

 

38 medlemmer var tilmeldt kurset.

 

 

1.    Valg af dirigent og referent

Helge Arndal vælges med akklamation som dirigent. Han konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

Knud Erik Outzen blev valgt som referent.


2.    Formandens beretning

Medlemstallet er fortsat stødt stigende. Der er nu 104 medlemmer.

Siden sidste årsmøde og generalforsamling har DSOHH den 17. november 2007 afholdt temadag med rhinologiske emner arangeret af Dansk Rhinologisk Selskab. Schering-Plough har rundsendt European Position Paper on Rhinosinusitis. Denne har været til gennemsyn og kommentar hos bestyrelsen i Dansk Rhinologisk Selskab.

Antallet af sponsorer til dette årsmøde har været tilfredsstillende. 9 sponsorer udstiller. Schering-Plough er hovedsponsor.


3.    Fremlæggelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent

Kassereren Anette Kjeldsen aflægger beretning. Regnskabet er underskrevet af kassereren og revisor uden bemærkninger. Regnskabet gennemgås ved kassereren. De tidligere års overskud og dermed betydelige egenkapital er vendt til et mindre underskud i år.

De samlede indtægter har været 155.400,- kr. Hovedindtægten kommer fra sponsorer, i alt 79.000,- kr., hvoraf hovedsponsor Schering-Plough har betalt 25.000,- kr. Yderligere udstillende sponsorer betaler hver 9.000,- kr.

Deltagergebyret til dette årsmøde er 1.200,- kr. og dækker kun en mindre del af selskabets pris per medlem for årsmødet.

De samlede udgifter har været 193.300,- kr., den største udgiftspost er årsmødet på 144.500,- kr. Årets underskud har således været 37.800,- kr.

Egenkapitalen er fortsat høj, den 31.12.07 var egenkapitalen 258.847,- kr. Heraf er de 34.000,- dog forhåndsreserveret til 25 års jubilæet.

Bestyrelsen stiler mod et underskud på 16.000,- kr. i 2008.

Efter aflæggelsen af regnskabet udspillede der sig en livlig diskussion om egenkapitalens størrelse og om årets underskud. Ved de sidste to generalforsamlinger var der blevet fremsat betydelig betænkelighed ved egenkapitalens størrelse og det urimelige i, at den var steget til et forholdsvis højt niveau. De tidligere generalforsamlinger fandt, at dette ikke burde fortsætte og bestyrelsen følte derfor, at man måtte efterleve generalforsamlingernes holdning. Ved denne generalforsamling var holdningen dog ikke så entydig. Nogle gav udtryk for, at der formentlig ikke var nogen skattemæssige problemer ved en høj egenkapital. Den tidligere tommelfingerregel om, at egenkapitalen ca. skulle svare til udgiften til et årsmøde var heller ikke så entydigt. Man kom dog ikke frem til, hvilken størrelse bestyrelsen så skulle stile imod egenkapitalen burde være.

Generalforsamlingen vedtog, at fastholde uændret medlemskontingent på 150,- kr. om året.


4.    Beretninger fra evt. repræsentanter i råd og udvalg.

Helge Arndal er den danske repræsentant i European Rhinologic Society (ERS). Han gør opmærksom den kommende ERS-kongres på Kreta i juni 2008. Derudover bliver der hele tiden afholdt en del kurser i ERS-regie.

Der er stigende medlemstal i ERS. Der er 15 danske medlemmer. Der skal 10 medlemmer til for at et land kan have en repræsentant i ERS.

ERS hjemmesider er www.europeanrhinologicsociety.org

Claus Gregers Petersen, som er formand for rejseudvalget aflægger beretning fra et kombineret studietur og kursus til New York. Kurset New York Rhinology update og studiebesøget strakte sig over en uge og var måske af lidt lang varighed. Fremover vil man bestræbe sig på lidt færre dages studiebesøg.


5.    Valg til bestyrelsen.

Per Larsen og Knud Erik Outzen har været medlemmer i 6 år. Kan derfor ikke genvælges. Per Larsen er samtidig formand for Rhinologisk Selskab. Som ny formand for Rhinolgisk Selskab vælges med akklamation nuværende medlem af bestyrelsen Anette Kjeldsen. Som nye medlemmer af bestyrelsen vælges med akklamation Christian von Buchwald og Knud Larsen. Revisor Frank Svenstrup og revisorsuppleant Lars Birch har været revisorer i 6 år og kan ikke genvælges.

Som ny revisor vælges med akklamation Johnny Lunding Larsen.

Som medlem af bestyrelsen fortsætter de nuværende medlemmer Claus Gregers Petersen og Berit Svenstrup.


6.    Rejselegater.

Der har været 4 ansøgere til rejselegat. To af disse ansøgninger opfyldte vedtægterne om, at studieturen skulle være til udlandet. Bestyrelsen råder over to rejselegater á 7.500,- kr. hver. Githa Jørgensen blev tildelt legat fra Rhinologisk selskab. Kåre Hakonson blev tildelt legat fra Schering-Plough.


7.    Forslag til vedtægtsændringer.

Medlemmerne på generalforsamlingen vedtog at der ikke længere er nogen begrænsning på antallet af medlemmer, men at disse kan optages efter bestyrelsens skøn. Ligeledes vedtog man, at der ikke længere skulle vælges nogen revisorsuppleant, men udelukkende en revisor.

   

Det sidste ændringsforslag, hvor bestyrelsen har foreslået, at Rhinologisk Selskab dækker rimelige rejseudgifter til formanden for rejseudvalget gav anledning til diskussion. Generalforsamlingen vedtog dog forslaget som var udsendt, men opfordrede bestyrelsen til at komme med et nyt ændringsforslag, hvoraf det skulle fremgå, at kun rimelige udgifter som ikke blev dækket af arbejdsgiver kunne dækkes af bestyrelsen.


8.    Eventuelt.

Luisa Grymer informerer om et kommende kursus The week of the face and nose, fra den 25. - 29. august 2008 i Århus. Program er udsendt. Udover at det er en opfølgning af de tidligere kurser i næsekirurgi, omhandler kurset denne gang også ansigtet.

Til de praktiske øvelser er der begrænset antal deltagere på 24. Til symposiet fredag eftermiddag den 29. august er der fri adgang.

Luisa Grymer opfordrer bestyrelsen til fremover at afholde et kursus i Danske Rhinologisk Selskabs regi.


Ordstyreren takker for god ro og orden.

   

Næste årsmøde, som også er 25 års jubilæum, vil finde sted på Hesselet torsdag og fredag den 14. og 15. maj 2009.


Med venlig hilsen

 

Knud Erik Outzen           

Referent                         

Medlem af DRS


Anette Kjeldsen

Formand DRS